Crossnyt.dk logo

CORONA-SITUATIONEN I DMU

I DMU følger vi fortsat både myndighedernes og DIF’s retningslinjer, og derfor vil DMU ikke afholde aktiviteter frem til d. 10. maj og der vil ikke blive afholdt løb frem til 29. maj. Læs mere i historien fra DMU.

DMU’s sekretariat vil fortsat være lukket for fremmøde indtil der gives nye retningslinjer fra DIF. Medarbejderne vil hovedsageligt arbejde hjemmefra, hvorfor der kan gå længere tid, inden der bliver printet og udsendt licenser.


Den gode nyhed er, at rigtig mange kørere i DMU tager situationen alvorlig og følger myndighedernes retningslinjer. I skal selvfølgelig have en kæmpe tak med på vejen.


Vi vil dog stadig gøre opmærksom på, at vi på det kraftigste fraråder folk at samle sig flere til træning, samt fortsætte med at udøve jeres sport i sådan grad, at det kan medføre alvorlige skader. Og vi vil endnu en gang gøre opmærksom på, at SVEMO i sidste uge meldte klart ud, at udenlandske kørere ikke må træne i Sverige.


DIF har i går aftes meldt ud, at de er i meget tæt dialog med myndighederne med mulighed for snarligt at åbne op for udendørs sportsaktiviteter uden tæt kropskontakt og med en række restriktioner. DIF vil hurtigst muligt vende tilbage med konklusionen fra myndighederne, og i DMU vækker det en lille optimisme i forhold til at kunne åbne for træning igen medio maj.


Men for nu må vi være standhaftige. Regeringens udmelding med en gradvis genåbning af landet er stadig betinget af, at alle overholder de nuværende retningslinjer. Heriblandt også landets idrætsforeninger.


Vi er bestemt ikke de eneste, der higer efter at komme i gang med vores sport igen. Men i DMU følger vi fortsat DIF’s anbefalinger, der sikrer, at landets idrætsforeninger samlet kan bidrage til at mindske smitten, samt en unødig belastning af sundhedsvæsnet sammen med resten af samfundet. Som nævnt tidligere har befolkningen og medierne også været meget kritiske overfor sportsgrene, der har fortsat deres aktiviteter.


Vi må ikke glemme, at regeringen kan lukke Danmark igen efter påske, hvis flere enkeltpersoner og grupper ikke længere følger myndighedernes retningslinjer. Og vi må heller ikke glemme, at regeringen har vedtaget lovgivning, der kan betyde nedlukning af udendørs sportsarealer samt forsamlingsforbud på mere end to personer, hvis smittetallene blusser op igen.


Mange i disse tider overvejer nok også, om man kan få sine penge tilbage for medlemskaber og licenser. Og vi forstår udmærket de overvejelser. Men desværre er dette ikke en mulighed i øjeblikket, hverken for DMU eller størstedelen af landets andre idrætsforeninger.


I DMU har vi mange faste udgifter til bl.a. forsikringsselskabet og IT-systemer for vores medlemmer, som ikke kan sættes i bero. Dertil er der meget på spil for de små sportsgrene, bl.a. også motorsporten, hvor medlemsindtægterne udgør en stor del af budgettet. Og hvis først ét forbund begynder at refundere kontingenter, kan andre forbund med stort set ingen andre midler føle sig forpligtet til at gøre det samme.


Vi vil dog forsikre alle om, at de midler, der i denne sæson ikke er blevet brugt til afvikling af træning og løb pga. corona-situationen, til en hver tid vil komme DMU’s medlemmer til gavn på anden vis enten i denne eller næste sæson.


Vi vil løbende komme med informationer, efterhånden som myndighedernes og DIF’s retningslinjer opdateres. Og efter meldingen fra DIF vil vi arbejde videre med nye datoer for løb og aktiviteter i DMU.


God påske og forhåbentligt ses vi snart ude på banerne igen.



Screenshot_20200409-100845_Facebook.jpg