Crossnyt.dk logo

Danmark har fået en ny motocross klub!

Jammerbugt Motocross Klub (JMX) er nu officielt i gang, og vi får hjemmebane på en af Danmarks fedeste motocrossbaner – Starkærbanen i Fjerritslev. Jammerbugt Motocross Klub er en ny motocrossklub under DMCU (Danmarks Motocross Union). Vi har etableret et samarbejde med Han Herred Motorklub, hvor vi kommer til at dele bane, klubhus og andre faciliteter, og vi vil forsøge at skabe et hyggeligt fællesskab for alle motocross interesserede i Danmark.

Fokus på fællesskab og bredde

Vores klub har en mission om at styrke bredden inden for motocrosssporten i Danmark. Uanset om du er nybegynder eller erfaren kører, er du velkommen. Vi prioriterer hygge og fællesskab, og vores mål er at skabe en klub, hvor der er plads til alle og hvor vi alle kan dele vores passion for motocross - uanset om man kommer med sin crosser på en gammel trailer, eller man har det helt vilde setup med en stor lastbil og sættevogn.

Støtte fra Jammerbugt Kommune

Vi er stolte over at have støtte fra Jammerbugt Kommune, der ser vigtigheden af at bakke op om lokale initiativer, der fremmer sport, fællesskab og sundhed. Denne støtte vil hjælpe os med at skabe en endnu bedre oplevelse for vores medlemmer og bidrage positivt til vores lokale samfund.

Sammen på banen, sammen om hyggen

Vi lægger vægt på det sociale aspekt af motorsporten. Vores medlemmer opfordres til at dele erfaringer, træne sammen og støtte hinanden i en venlig og konstruktiv atmosfære. Vi vil skabe minder og venskaber, der rækker langt ud over banen og ryttergården.

Faciliteter og oplevelser

Jammerbugt Motocross Klub har adgang til førsteklasses faciliteter og en udfordrende bane, der passer til alle niveauer af kørere: Starkærbanen i Fjerritslev, som tidligere har lagt bane til både FIM Europamesterskab, flere DMU DM A løb samt mange andre DMU løb. Nu er tiden så kommet til, at DMCUs medlemmer også kan komme til at køre træning og løb på denne fede bane. Vi ser frem til at afholde træninger, stævner og sociale arrangementer for at give vores medlemmer fede oplevelser med motocross sporten.

Samarbejde mellem DMU- og DMCU-klubber

Der vil være fokus på samarbejdet med Han Herred Motorklub, som har nogle fantastiske faciliteter og mange erfaringer med planlægning og afvikling af store nationale og internationale stævner, træningsskoler og andre aktiviteter.

Vores medlemmer har nu mulighed for at være en del af begge klubber, Jammerbugt Motocross Klub og Han Herred Motorklub. Dette vil give vores medlemmer mulighed for at deltage i både DMU (Danmarks Motor Union) og DMCU (Danmarks Motocross Union) regi, og udvide deres muligheder og oplevelser indenfor motocrosssporten.

I løbet af den kommende uge vil der komme mere information om den nye klub, samarbejdet med Han Herred Motorklub – og det vil være muligt, at melde sig ind i den nye klub via DMCUs hjemmeside.

Vi ser frem til at byde alle motocross interesserede velkommen til Danmarks nyeste motocross klub, Jammerbugt Motocross Klub. Lad os sammen skabe fantastiske oplevelser på banen og styrke fællesskabet i ryttergården.

Med støtte fra Jammerbugt Kommune og muligheden for at være medlem i begge klubber, ser vi frem til at køre ind i en spændende fremtid og håber at 2024 bliver et brag af en sæson!

Jammerbugt.jpg