Crossnyt.dk logo

Din Avis følger op på MX2 Randers kørerne

Din avis fulgte op på, hvordan det gik hjemmebanekørerne ved første afdeling af EKS-Brand DM motocross. Læs artiklen med reaktioner fra kørerne her.

Et fint udgangspunkt

For Glen Meier fra Randers Motor Sport blev første DM-afdeling på Honda Park i Randers en perfekt start på DM-medaljejagten.

Glen Meier kaldte det da også for en super-weekend, der indbragte ham to andenpladser i MX2-klassen og dermed en samlet førsteplads i et meget tæt topfelt.

”I første heat tog jeg starten og førte hele heatet, indtil der var tre omgange tilbage, hvor jeg kom lidt i et problem med en omgangskører og måtte køre en anden linje, hvorefter jeg blev overhalet,” fortæller Glen, der igen i andet start tog spidsen i starten. 

”Jeg førte de første par omgange, indtil jeg blev overhalet og kørte derpå en sikker andenplads hjem,” sagde Glen, der med mulighed for i år at kunne køre med i alle DM-afdelinger må tillægges gode chancer for en podieplads. 

De øvrige RMS-deltagere i MX2 Nichlas Haagensen og Line Dam endte på dagen som henholdsvis nr. 15 og 36, mens Kenneth Hvam kun gennemførte første heat og samlet er nr. 26.

Nichlas Haagensen var ikke helt tilfreds.

”Det gik ikke som forventet. I første heat fik jeg en godkendt start. Jeg var vel nr. seks eller syv, tror jeg og kørte mig så op på en femteplads, men faldt så tilbage på en 10.-plads,” siger Nicklas Haagensen, der i starten af andet heat var indblandet i et styrt.

”Jeg kom desværre op som en af de sidste, men forsøgte derpå at kæmpe mig tilbage og op i feltet, men nåede kun op på en 17,-plads, så det var en rigtig svær dag. Nu kan jeg kun håbe på bedre held til næste DM-afdeling,” sagde Nichlas efter DM-arrangementet.

Line Dam, der havde udfordret de mandlige kørere, vidste, hvad hun gik ind til. Hun opnåede placeringer som nr. 32 og 29, men er ved godt mod.

”Det var en meget lærerig oplevelse, og det er fedt at køre sammen med de bedste drenge i Danmark,” sagde Line.

”Inden kvalifikationen vidste jeg godt, at vi var over 40 kørere og vidste, at kun de 40 bedste fik lov at køre heatet, så jeg skulle ud og sætte en god tid. Det gik også fint, og jeg kom med som nr. 32. Første heat fik jeg en dårlig start og væltede, og det var et svært felt at køre sig op i, så jeg sluttede som 35,” siger Line, der også i andet heat væltede i starten.

Hun fandt ellers en god rytme, men begyndte så at lave fejl på de sidste omgange og sluttede som nr.29.

 

 

 

_MB_8013.JPG