Crossnyt.dk logo

DIN Avis Randers

Det hele handler om fodbold selv om der ikke spilles for øjeblikket, men Randers Motorsport fandt vej til avisen via denne artikel i Din Avis Randers.

Læs nedenfor eller ved at klikke på billede:


Nu kører hele Danmark motocross igen


Danmarks Motor Union har givet klubberne lov til at træne på deres baner, men med corona restriktioner, der alle skal opfyldes. Jan Hvam formand for Randers Motor Sport var da også glad, da vi fangede ham til en snak omkring situationen.


- Man kan sige, at det er lidt held i uheld, at vi i år ikke har de store løb, som vi plejer, der skulle køres på anlægget - for så havde det været svært for os. Alligevel har det i et vist omfang kostet os ca. 10.000 om ugen i manglende indtægter fra kørere i andre klubber, da banen i Randers er så populær, fortæller formanden, der dog også er positiv.


- Vi har selvfølgelig også haft mindre udgifter ved at banen ikke har været brugt, men forsikringer regninger osv. skal jo stadig betales. Danmarks Idræts-Forbund har nogle pakker, hvor vi kan søge om midler, hvis vi får brug for det. Vi er nu en sund klub og skal nok klare den, fortæller Jan, der sammen med bestyrelsen fik travlt, da muligheden for genåbningen blev mulig. 


- Vi har arbejdet på højtryk for at kunne opfylde de forskellige krav fra sundhedsmyndighederne. Vigtigste af dem er, der må kun være 10 kørere på banen af gangen. Træningslederen opdeler på dagen. Der må kun være 30 kørere i ryttergården samt 1 medhjælper + dem fra klubben, som er nødvendig for at træningen kan afvikles. Der er adgang forbudt for alle andre andre. Derudover er der corona opdelt ryttergård med 5 til 8 meter mellem bilerne. 


- Når man kommer skal man stoppe ved race office og blive krydset af på listen. Når der er 30 kørere inde bliver porten lukket. Det er kun for kørere, hvor der står Randers Motor Sport på licensen. Det her gælder mindst til 10 maj. Tilmelding til træning er for de 2 grupper som alle klubbens kørere er delt op i - tilmelding foregår på klubbens hjemmeside. 


- Udfordringen har været, at vi har 114 kørere, der alle vil ud at køre heriblandt elite kørere, der gerne skulle kunne træne mere, men vi har været nødt til skære alle over en kam - alle skal have mulighed for at komme ud at køre. Alt det her er noget vi nok skal klare, bare vi kommer ud at køre igen. Vi håber så at efter 10. maj bliver der nogenlunde normale drift muligheder igen lyder det fra Jan, der dog undre sig over de regler, der er pålagt de danske motocross klubber.


- Vi må være 30 kørere i ryttergården og 10 på banen af gangen, men i Bilka f eks. må der være over 2000 mennesker i en lukket bygning - det skriger lidt til himlen ikke. Vi er nu bare glade for at kunne køre igen og så må det hele komme stille og roligt hen af vejen, slutter formanden, der igen kan høre lyden af motocross maskiner på Honda Park. 


download.png