Crossnyt.dk logo

DM motocross sluttede med et brag på Nisseringen

På den sidste søndag i september fandt EKS-Brand DM motocross serien sin slutning, og dermed blev de danske motocross-mestre fundet. Det skete på Nisseringen lidt uden for Næstved, hvor publikum var vidne til både fantastisk kørsel fra eliten, og ren overlevelse fra dem der bare skulle hive de sidste point hjem til trods for diverse skader.

Overlevelse for Bjerregaard
I MX1 klassen tilhørte Nichlas Bjerregaard fra Aalborg Motor Klub den sidste gruppe, idet han kørte rundt med en skadet skulder, men samtidigt havde samlet nok point sammen til, at han førte DM komfortabelt. Nichlas var alligevel tvunget til at køre point hjem, og med en samlet og uvant 10. plads på dagen, sikrede han sig både det nødvendige antal point samt titlen som dansk MX1 mester 2018. En titel som Nichlas tog foran Næstved Motor Klubs Mathias Gryning og Hedelands Motor Klubs Andreas Kristensen Falden, som vandt sølv og bronze i nævnte rækkefølge.
 

På dagen var det blåt og gult der triumferede, da Rasmus Sjöberg og Anton Wallsten fra sverige blev nr. 1 og 2, mens Lucas Sandbye Ankjær blev nr. 3. Dermed satte de to svenskere lidt ekstra farver på afslutningen af det åbne danske MX1 mesterskab.


Guld-cyklen
I MX2 klassen havde Mathias Jørgensen fra Hedelands Motor Klub ligeledes opbygget sig et solidt forspring, men fra hans side var der absolut ingen slinger i valsen. Mathias Jørgensen vandt dagens første heat, og pga. sit pointforspring kunne han allerede der kalde sig dansk MX2 mester 2018. Derfor kunne han også tillade sig at lave en lille gemick i andet heat, hvor han kom til start på en motorcykel i guldfarver fra forskærm til bagskærm. Guld-cyklen kørte også først over målstregen i andet heat, og dermed var der max point til Mathias Jørgensen på dagen. Årets sølvmedalje gik til Glen Meier fra Randers Motorsport, mens bronze i MX2 klassen gik til svenske Felix Nilsson


På dagen var det Svendborg-køreren Tonni Andersen der blev nr. 2, mens Kenneth Kaalund fra Aalborg Motor Klub blev nr. 3. Tonni Andersen fik ligeledes dagens SOS Racingparts fighterpris efter en imponerende opkørsel og indsats specielt i sidste heat.
 

Pedersen kørte U18 titlen hjem
I U18 125cc supportklassen var der også tale om ren overlevelse og pointhøst for at kunne køre mesterskabet i hus. Her var det Rasmus Pedersen fra Kolding Motocross Klub der kørte rundt med en skade, og for en sjælden gang skyld i denne klasse var der et heat, som den ellers så suveræne Rasmus Pedersen ikke vandt. Istedet var det hjemmebanekøreren Marcus Petersen der vandt på dagen, efterfulgt af Rasmus Pedersen og med endnu en hjemmebanekører i form af Mikkel Nyvang Frandsen som nr. 3.

DM guldet gik til Rasmus Pedersen, mens Mikkel Nyvang fik sølv og Mads Vestergaard tog bronze.

DSC_1616.jpg