Crossnyt.dk logo

DM: Randers-guld og 2 sølvmedaljer til DM i motocross

Mangeårigt talentsamarbejde mellem Randers Motor Sport og Randers Kommune bar frugt, da spændingsfuld finale i DM i motocross i Næstved blev sat i gang.

Midt i september var Randers Motor Sport den helt store medaljesluger til DM-finalen i motocross, da boet skulle gøres op til DM efter 7 afdelinger. Det var flotte præstationer i højtprofilerede klasser, da Nicklas Haagensen vandt guld i MX2-klassen, og sølvet gik til Glen Meier i MX1-klassen og Line Dam i Dameklassen.

Randers Motor Sport og Randers Kommune har i mange år haft et elitesamarbejde. Klubben er en central del af det kommunale træningstilbud, og atleterne hører under kommunens Team Danmark-indsats. Der tænkes ud af boksen, og hver onsdag mødes kommunens fysiske træner med atleterne til træning.

”Det er helt afgørende, at vi som kommune støtter vores lokale talenter og deres udvikling. Randers Motor Sport har stærke kørere og et klart potentiale. Alene i denne sæson har de hentet medaljer hjem i DM og været til VM. De klør bare på!” udtaler Randers Kommunes eliteidrætskonsulent, Nicklas Røssner Hansen.

MX1

Randerstalentet Glen Meier fra Randers Motor Sport skulle møde den forsvarende danmarksmester i MX1-klassen. Der var tæt løb i kvalifikationen, hvor begge kørere passerede målstregen med under 1 sekund i mellem sig. I første heat leverede Meier en overbevisende indsats og kørte over målstregen på førstepladsen med den forsvarende mester i hælene. Dog bød andet heat på udfordringer, hvor Meier fik kørt sig til en sjetteplads. Desværre måtte Meier se trofæet løftet af den forsvarende mester, Nichlas Bjerregaard, som igen kunne kalde sig Danmarksmester i MX1-klassen.

MX2

Mindst lige så spændende blev kampen om trofæet i MX2-klassen. Her bød kvalifikationen på tæt ræs mellem top-5 kørerne, hvor den forsvarende mester, Kenneth Kaalund fra Aalborg Motor Klub, samlet set lå i front på point. Randers Motor Sports Nicklas Haagensen udfordrede allerede i første heat Kaalund. Andet heat viste sig at blive det afgørende, selvom de to frontkørere begge mødte udfordringer. Da pointene blev talt sammen, var det alt i alt lige præcist nok til, at en tilfreds Nicklas Haagensen kunne tage titlen som Danmarksmester i MX2-klassen fra Kenneth Kaalund og sikre guld til Randers.

Dame

Randers Motor Sports talent, Line Dam, lagde sig ved dette års DM ud med Sara Andersen fra Motorcykel Clubben Svendborg. Andersen lå suverænt i front, mens Dam holdt fast i en andenplads i den samlede stilling. I kvalifikationen kørte Andersen ind til den bedste tid, der lagde tonen for resten af dagen. Dam kørte ind til en andenplads i begge heats. Selvom Dam ikke hentede titlen som Danmarksmester i Dame-klassen, var det en flot præstation på en bane, der plejer at volde problemer for køreren.

 

Line Dam udtaler: ”DM Finalen forgik på Næstved, en bane jeg har en rigtig dårlig statistik på. Dagen forløb egentlig bedre, end jeg havde turde håbe på. Selv om jeg “kun” lavede to andenpladser i heatene og dermed sluttede DM af på en andenplads, så viste jeg alligevel rigtig god fart på en bane, jeg aldrig før har kunne køre stærkt på.”