Crossnyt.dk logo

Dyr vinterferie for Randers Ungdomsskole - har du set noget

Randers Amts avis skriver følgende. Randers Ungdomsskole har i løbet af vinterferien fået stjålet motocross-maskiner for 100.000 kroner. - Det er øv for alle de unge, der bruger vores aktiviteter, siger afdelingsleder, Peter Larsen.

Randers: Stjålne motocross-maskiner og værktøj for 100.000 kroner. Det var status på vinterferien for Randers Ungdomssskole, og det ærgrer naturligvis afdelingsleder, Peter Larsen.

- Vi har haft indbrud af ad to omgange. Onsdag opdagede en underviser, at der var stjålet en motocross-maskine, og så var den gal igen lørdag, hvor der blev stjålet fem mere plus noget værktøj, siger Peter Larsen.

Motocross-maskinerne, der blandt bruges på ungdomsskolens hold, Sorte fingre, bliver opbevaret på en gård i Jennum, der ligger op ad den mark, hvor der køres motocoss.

- Vi har fået en opblomstring på det her hold, så vi har 30 unger, der bruger maskinerne, så det er da rigtigt ærgerligt, at vi ikke kan have vores ting i fred, siger Peter Larsen.

Aftalen om opbevaring af maskinerne, som er både motocrossere og ATV'ere, på en lokal gård har eksisteret i flere år, og det er ikke et sted, man kommer, hvis man ikke lige kender det, fortæller afdelingslederen.

- Vi vil jo ikke pege fingre ad nogen, men det er kun lokale, eller folk, der kender til holdet, der har kendskab til lokaliteten, siger Peter Larsen.

ANNONCE

Efterforskning i gang

Der er ikke alarm på stedet, hvor maskinerne opbevares, men de er forsvarligt sikret.

- Vi har jernkæder på maskinerne, og der er ekstra armering i form af en jernstang foran døren, siger Peter Larsen, og fortæller, at gerningmanden eller -mændene har brudt porten op og brugt en boltsaks til at klippe kæderne til motocross-maskinerne op.

Der er ikke stjålet nøgler, da motocross-makinerne startes med kickstarter og derfor ikke har nøgler.

Tyverierne er anmeldt til politiet, og kommunikationsrådgiver fra Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, fortæller, at politifolk har været på stedet.

- Vi har haft folk derude, der har sikret spor og taget billeder efter indbruddene, men mere kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt, da efterforskningen først lige er gået i gang, siger Jakob Christiansen.

Peter Larsen fortæller, at det ikke er første gang, at ungdomsskolen oplever tyveri af maskiner, og at man også tidligere har oplevet, at tyvene kommer igen ad flere omgange.

- Det er sket før, men så har vi fundet maskinerne rundt omkring, siger han.

Han håber også, at maskinerne dukker op igen denne gang og fortæller, at ungdomsskolen søndag delte et opslag på Facebook, som allerede er blevet delt over 160 gange, og at han opfordrer folk til at holde øjne og ører åbne.

- Vi har fået en henvendelse om nogle motocross-maskiner, der kørte rundt, men det var allerede fredag morgen, så det var desværre ikke dem, siger Peter Larsen.

5113a500-e544-4edc-a5e6-f15d4a2f2c99_0_90_0_0_3264_1836_1440_810_a6e8c9f8.jpg