Crossnyt.dk logo

HER ER DET DANSKE MXON-HOLD 2024

Det danske hold til dette års MXoN er udtaget og klar til at kæmpe for Danmark d. 6. oktober i England.

Det danske hold ved MXoN 2024 består af Mads Fredsøe (MX1 – #115), Mikkel Haarup (MX2 – #116) og Nicolai Skovbjerg (MXOpen – #117).

Landstræner Emil Larsen fortæller, at det ikke var let at indsnævre feltet til de kun tre danske kørere, der skal med til England. Her uddyber landstræneren processen:

– Der har været flere oplagte danske kørere at vælge imellem, som har gjort det godt gennem sæsonen. Vi har i sidste ende udtaget et forholdsvis ungt hold, som jeg er overbevist om, har store sportslige resultater foran sig de næste mange år.

– Når vi så kigger på dem enkeltvis, har Mads Fredsøe vist en flot udvikling hen over sæsonen med gode resultater i både i EM- og VM-sammenhæng og ved andre internationale løb. Mikkel Haarup er godt kørende ved VM, og selv når det er svært, har han farten og erfaringen til at hente gode resultater. Og Nicolai Skovbjerg har haft god stabilitet ved bl.a. EM, og så er han ikke mindst netop blevet Danmarksmester i A-MX2.

– Så jeg tror på, at holdet vil klare sig godt til MXoN i oktober, og de håber selvfølgelig på at se en masse danske fans stå og heppe på Matterley Basin.

IMG_4906.png