Klubben er genåbnet med et godkendt og nyt layout på maxibanen, en stor overhaling af microbanen og generelt en opdatering af hele området efter mere end to års nedlukning.
Dejligt at se, at HMCC er i gang igen, og Troldkjærbanen er klar til at modtage alle, der ønsker sig en god omgang sandtræning med de udfordringer, det nu giver.
Crossnyt har fået sig en lille snak med HMCC-køreren #77 Marcus Bommer, som siden sin MX-start har været medlem af klubben og kørt sig op gennem rækkerne i Micro-, Mini- og Junior-klasserne. I dag er Marcus fast deltager i MX1A-klassen.
Crossnyt:
Hej Marcus. Hvad så – så blev din hjemmebane endelig åben igen? Har du været på besøg derude?
Marcus:
Hej Speedy. Ja, for pokker, det er så fedt, at ”Lille Lommel” igen er åben. Og ja, jeg har været ude at træne flere gange på banen i år.
Det er virkelig fedt efter to års nedlukning at komme ud i klubben og køre på banen igen. Banen er super og helt i topform med nyt banelayout.
Det er også fedt at komme ”hjem” og tale med klubkammerater, man ikke har set eller talt med længe.
Crossnyt:
Hvad har du egentlig gjort de sidste sæsoner med hensyn til træning, nu hvor hjemmebanen har været lukket?
Marcus:
I 2021 flyttede jeg til Aalborg for at studere, og sidste sommer fik jeg fast job hos Marel i Støvring.
Så min træning foregår typisk på banerne fra Uhre i Midtjylland og Randers i Østjylland til Skagen i Nordjylland.
Men jeg kører gerne hjem til Holstebro for at træne, og som bonus er der ofte aftensmad hjemme hos mine forældre bagefter.
Crossnyt:
Gratis aftensmad er også min livret! Hvad med din 2026-sæson?
Marcus:
Lige nu går jeg og bøvler med min skulder. Den er ikke for god.
Jeg tog et stort styrt i første heat ved DM-afdelingen i Uhre og udgik af heatet. Efterfølgende har vi fundet ud af, at en sprunget eger havde kørt sig fast i forhjulet, hvilket resulterede i, at jeg gik forover og rundt med maskinen. Jeg fattede ikke en skid af, hvad der lige skete.
Jeg var med i lidt tumult og tæt kørsel i starten og i første sving, og jeg tænker, at det var der, skaden på egeren opstod og senere forårsagede mit styrt.
Efter tre kørte DM-afdelinger og ét udgået heat ligger jeg nu på den samlede 12.-plads i DM MX1A-klassen.
Crossnyt:
Sommeren er over os, og der er ingen løb foreløbig, så det er måske lidt heldigt for dig. Så kan du nå at blive klar til løbene efter sommerpausen.
Og hvad med dig – skal du på ferie?
Marcus:
Nej, jeg skal ingen steder. Jeg arbejder igennem og tager først fri mellem jul og nytår, hvor jeg så skal arbejde i Sverige med juletræer for at tjene nogle penge til min crosskasse.
Og når vi nu lige er ved økonomi, vil jeg gerne slå et slag for, at man tager en træningstur til Holstebro. Klubben har brug for at komme på fode og rigtig i gang igen.
Der er åbent for træning tirsdage og lørdage i sandkassen.
Og slutteligt vil jeg gerne sende en stor TAK til alle mine samarbejdspartnere – for uden dem, ingen mig.
Crossnyt:
Super. God sommer, og jeg håber, du får styr på din skade.
Marcus:
TAK, og god sommer til dig også, Speedy, og til alle MX-rødderne derude.
Note:
For mere information om HMCC kan du besøge klubbens hjemmeside eller finde Holstebro Moto Cross Club på Facebook:









