Crossnyt.dk logo

I vil have superheat til DM-A

Den seneste afstemning her på crossnyt viste et klart flertal for at genindføre superheatet og så er der klare holdninger til hvilke supportklasser der ønskes.

Hele 80% af jer stemte for at få Superfinalen tilbage i DM-A, så det taler sit tydelige sprog. Det er også opfattelsen, at DM-A klubberne er positivt stemt overfor det, så de har utvivlsomt givet deres (og jeres) ønske videre til SK Motocross. Der er derfor en god sandsynlighed for, at det er noget SK kigger seriøst på.

Mht. support klasser, så syntes der også at være en klar holdning til, at de fleste helst vil have 85cc eller 125cc som support klasse. To klasser der både giver mening for deltagere, klubber og publikum. Desværre er det skiftevis sidevogn, 85cc og Damer der er sat ind som support klasser i 2023.

Det er uden tvivl svært at få kabalen til at gå op når der skal laves løbskalender og hvis der holdes fast i den kalender der er frigivet, så må man sige, at den er lykkedes godt med at styre udenom div. EM og ADAC afd. (og dermed sikkert også den svenske kalender).

Hvad der er knapt så vellykket, er fordelingen af supportklasserne. Man maler sig selv op i et hjørne når man insisterer på syv DM-A afdelinger, og så ender man – som nu – med mindst en afd. hvor man har svært ved at få den support klase som man helst vil have med. Det er endt i en afd. med sidevogn, hvilket ikke er godt for nogen. Heller ikke sidevognsporten, for argumenterne for sidevogn som support er fejlplaceret. Set fra et event synspunkt er det et forkert publikum man prøver at ”sælge” sidevogne til. Hvis man virkeligt har et oprindeligt ønske om at gøre noget for sidevognscross i Danmark, så er det langt bedre at arrangere store attraktive sidevogns events. Det har man tidligere bevist kan lade sig gøre med både VM og Sidecar Motocross of Nations i Slagelse, hvor der tilmed kom flere publikummer og var flere Tv-seere end til et DM-A. Hvis det virkeligt handlede om at gøre noget for sidevogn og ikke ”bare” få kalenderen til at gå op, så var det den slags event der blev støttet, så en klub ikke står mere eller mindre alene om det.

Det samme gælder i virkeligheden for Damerne, for lad os være ærlige, dem der kommer for at se DM-A, er ikke interesseret i at se Dame og Dame C cup, hvor de tre første kører meget stærkere end alle andre og hvor tempoet på ingen måde matcher de andre klasser på dagen. Pige pop-up træning i Herning var fantastisk – mere af det. EM for Damer i Slagelse er fantastisk og det samme gælder det nye Dameudvalg, som forhåbentligt resulterer i flere pige/damer på banerne. Hold fokus på det der virker, fremfor at proppe det ind hvor der tilfældigvis er lidt tilskuere som kommer for noget andet.

Lige nu virker det til, at fantasien eller kræfterne kun rækker til at lave DM-A til et flagskibsevent og så bliver de øvrige grene af sporten hægtet op på DM-A, for så har alle ”fået” noget. Problemet er bare, at ingen rigtigt får noget.

Reglen må være, at det er MX1 og MX2 der er hovedattraktionen ved DM-A, og alle yderlige tiltag skal kun tages med, hvis det er godt for eventen eller serien som helhed. Det vil sige ingen ekstra afdelinger fordi nogle klubber eller få kørere vil have det. Ingen supportklasser eller sideevents der ikke gavner serien.

Og så husk lige at holde den gode tone i debatten, for de gode frivillige folk i SK, klubber og div. udvalg gør et kæmpe stykke arbejde, også selvom der en gang imellem skydes forbi skiven eller der besluttes noget vi ikke alle er enige i.