Efter de seneste afdelinger ligger Jacob på en delt 4. plads i mesterskabet med Sebastian Lorenzen, og dermed er han for alvor kommet med i kampen om de sjove placeringer.
Crossnyt har taget en snak med Jacob Madsen om de gode starter, den øgede træningsmængde og ambitionerne for resten af sæsonen.
Du fører holeshot-konkurrencen. Hvorfor er du blevet så god til de starter?
"Fordi jeg er fantastisk til at starte," lyder det med et grin fra Jacob.
Men der ligger også mere bag de gode starter.
"MA har fået min Triumph til at spille, og det fungerer rigtig godt. Jeg regner faktisk med at tage de sidste fire starter, der er tilbage i DM-serien."
Du ligger nu på en delt 3. plads i DM-stillingen med Sebastian Lorenzen. Tænker du meget over mesterskabet?
"Nej, jeg har faktisk bare fokus på mig selv. Det er jo mig, der skal gøre arbejdet, så jeg koncentrerer mig om min egen kørsel."
En af årsagerne til fremgangen skal findes i træningsindsatsen. Jacob er i lære som mekaniker, men trods en travl hverdag er der blevet skruet markant op for træningen i år.
Du har tidligere været lidt af en 'slap af-fyr'. Er det gået over?
"Jeg får trænet en del i år, og jeg kan tydeligt mærke forskellen. Det gør mig mere sikker på motorcyklen, og jeg har mere luft tilbage sidst i heatene. Når det går godt, får man også automatisk mere motivation."
Hvad er planen for resten af sæsonen?
"Jeg skal fortsætte med at træne og håbe på, at farten hele tiden flytter sig. De sidste baner passer bedre til mig. Vi skal blandt andet køre hjemme på Mors og i Randers, og det er baner, jeg ser frem til."
Sommerpausen er også blevet brugt til kortvarigt at koble af.
"Jeg holdt en uges fri, men nu er det i gang igen med træningen og arbejdet på at blive klar. Måske kommer der også nogle løb i udlandet senere på året."
Målet for resten af DM-sæsonen er klart.
"Nu skal jeg bare have en medalje til DM i år. Så må jeg være en slap af-fyr igen efter sæsonen," slutter Jacob Madsen med et grin.









