Crossnyt.dk logo

Jakob prøver igen

Jakob Kjær Nielsen er tilbage på cyklen efter den rygskade, der forhindrede ham i at stille op til årets sidste DM-afdeling i Næstved. Han havde ellers både farten og formen til at være med helt fremme, men et styrt i Børkop kort inden finalen satte en stopper for planerne, og Jakob måtte melde afbud.

Heldigvis har han ikke mistet modet – tværtimod.

 "Jeg syntes, jeg var et rigtig godt sted og jagtede de sidste procenter. Jeg havde virkelig lagt arbejdet i år. KTM’en fra MX Shop spillede, og jeg havde et solidt setup bag mig, så jeg kun skulle fokusere på at køre og træne kroppen ved siden af," fortæller Jakob, der nu endelig er tilbage på sporet.

"Jeg har været ude at køre et par gange, og jeg mærker næsten ingenting i ryggen. Motivationen er der, så jeg giver det et nyt forsøg." Selvom Jakob var tæt på toppen, må han erkende, at han ikke havde farten til at matche Rasmus Pedersen i år. Men han ved præcis, hvad der skal arbejdes med i vinterpausen.

"Jeg er meget bevidst om, at det især er det tekniske på motorcyklen, der skal finpudses. Målet er klart – jeg går efter at blive dansk mester, så der skal knokles hele vinteren," slutter Jakob Kjær Nielsen, der forsætter hos MX Shop på KTM.

65551183_812701892457701_5965083174638714880_n.jpg