Crossnyt.dk logo

Magnus Sørensen: "Det vigtigste er, at det stadig er sjovt"

Efter en sæson, der blev ødelagt af en diskusprolaps, er Magnus Sørensen tilbage på banen. Skaden opstod i starten af sidste sæson og betød, at resten af året stort set gik tabt.

– Jeg fik en lille diskusprolaps i ryggen i starten af sidste sæson, som gjorde, at min sæson sluttede tidligt. Jeg synes, jeg er kommet godt over skaden nu, og det er ikke noget, jeg tænker så meget over længere, fortæller Magnus.

Sæsonen 2026 har budt på både op- og nedture, men samlet set er han tilfreds.

– Mit problem er nok det samme, som det altid har været – jeg får ikke kørt nok timer. Men taget det i betragtning, er jeg egentlig godt tilfreds med sæsonen.

Næstved blev ikke den store succes, men afdelingerne i Hjørring og Uhre gav mere grund til optimisme.

– Jeg har aldrig rigtig kunnet finde ud af at køre på Næstved, så det var bare en dag, der skulle overstås. Til gengæld er jeg godt tilfreds med mine resultater fra Hjørring og Uhre. På Uhre kørte jeg endda på min gamle crosser, som jeg egentlig ikke er så vild med at køre på.

For Magnus handler motocross dog om meget mere end placeringerne.

– Det vigtigste for mig er bare, at jeg synes, det er sjovt. Selvfølgelig er det fedt at være med i toppen, men det bedste er turene til løb sammen med familie og venner.

Nu er fokus rettet mod resten af sæsonen.

– Jeg håber på, at jeg kan få kørt lidt mere hen over sommeren, så jeg kan blive klar til resten af sæsonen. Så må vi se, hvad det bliver til.

Messenger_creation_597B258B-9DBF-4101-BB7A-8198C1D341C4.jpeg