Crossnyt.dk logo

Malou Jakobsen vinder i Sverige og udbygger mesterskabsføringen

Malou Jakobsen fortsætter de stærke takter i det svenske mesterskab. Ved fjerde afdeling af MXSM leverede danskeren en flot weekend med en andenplads og en heatsejr, hvilket sikrede hende den samlede sejr på dagen.

Allerede i tidskvalifikationen viste Malou Jakobsen farten og satte hurtigste tid.

I første heat kom hun ikke optimalt fra start, men arbejdede sig hurtigt frem på andenpladsen. Herfra lagde hun pres på den førende gennem hele heatet og forsøgte flere gange at finde en vej forbi, men måtte til sidst tage til takke med andenpladsen.

Andet heat begyndte endnu vanskeligere, da Malou kom ud af første sving som nummer fire. Hun avancerede hurtigt til tredjepladsen, og efterhånden som banen udviklede sig, opstod der flere muligheder for at overhale.

Efter nogle omgange kørte hun sig frem på andenpladsen, og få omgange senere overtog hun føringen. Herfra holdt hun konkurrenterne bag sig og kørte heatsejren sikkert hjem.

Med resultaterne 2-1 kunne Malou Jakobsen stille sig øverst på podiet som samlet vinder af fjerde afdeling af MXSM.

– Endnu et skridt i den rigtige retning, og samtidig fik jeg udbygget min føring i mesterskabet, lyder det fra Malou Jakobsen.

Hun sender samtidig en stor tak til Bengt Kumlin for hjælpen gennem weekenden, sin mor for at tage turen med og støtte hende samt sin far for arbejdet med at gøre motorcyklerne klar.

– Alt fungerede perfekt, og det gjorde mit arbejde meget lettere, fortæller Malou Jakobsen.

Screenshot_20260706_065640_Facebook.jpg