Crossnyt.dk logo

Marcus kom igennem nåleøjet

Marcus Bommer har fået et velfortjent tilskud til 2019 sæsonen, da han sammen med nogle få andre fra Holstebro kommune fik penge fra Vestforsynings initiativpulje. Tillykke med det og som motocross kører ved man godt, hvad de penge kan bruges til, men hvad siger den unge kører selv til situationen med denne sæson, men også den der venter.

Marcus Bommer #77 fortæller om denne sæson:

- Sæson 2018 har været op og ned. Fik nogle dumme skader midt på sæsonen, hvilket gjorde, jeg ikke helt fik de resultater, som jeg havde sat næsen op efter, så man skal desværre kigge langt ned i tabellerne, før man finder #77 i MX2 B klassen. Samtidig fik jeg også i enkelte heats bevist, at jeg godt kan køre med i top 5, når ellers hjulene er nede, og hovedet er oppe, og det vælger jeg at bygge videre på til den kommende sæson, lyder det fra Marcus, der er i gang med planlægningen.

- Jeg er nu gået i vinterhi, træningen og forberedelserne til 2019 sæsonen er i øjeblikket i fuld gang. Alle mine nuværende sponsorer har meldt OK, og nye samarbejdspartnere søges, eftersom alt ved motocross sporten koster mange penge. Jeg har her sidst på året sendt nogle ansøgninger af sted, og kunne i denne uge tage ud til kommunens lokale forsyningsafdeling, Vestforsyning Holstebro, hvor jeg kom igennem nåleøjet, og modtog et dejligt tilskud på 7.500 kr. til specialtræning og transportudgifter i 2019, siger Marcus og penge til en motocross kører falder altid på et tørt sted 

- Jeg fortsætter i MX2B klassen, selvfølgelig på Suzuki RM-Z250, og fra kommende sæson med support fra RGS Suzuki Schneider Racing, hvor teamet kommer til at hjælpe mig med den rigtige opsætning af motorcyklen. Så får jeg nu også mulighed for at træne sammen med teamets kørere, men der er mere træning på programmet der kan flytte den unge kører.

- Jeg har lavet en aftale med Søren B. Mortensen, som jeg kommer til at have coaching samarbejde med, hvilket bliver nyt og rigtig fedt for mig. Glæder mig allerede til den kommende sæson, men den bliver også svær, eftersom jeg også skal afslutte min 3 års skoleuddannelse - HHX på Holstebro Handelsskole, siger Marcus, der alligevel holder sig selv op på en målsætning.

- Min målsætning er klar, jeg arbejder og tror på en top 5 til DM samt JM/FM, og det betyder jo oprykning til A klassen herefter. Jeg vil også gerne lige benytte lejligheden til at sige MANGE TAK til alle, som har ringet, skrevet og ikke mindst delt vores Facebook opslag i forbindelse med det kedelige tyveri, vi var udsat for fredag den 23/11. Vi mistede 3 crossere, og en af disse var min Suzuki RM85L RR version 2014 DM maskine. Denne var lige blevet fuldstændig istandsat, og skulle gemmes, som et dejligt minde om 2014 sæsonen. Desværre er der endnu intet nyt om de 3 mistede maskiner, slutter Marcus, der er klar til 2019.

 

 

 

marcus.jpg marcus overrækkelse.jpg