Crossnyt.dk logo

Markant formand takker af

Hun har siddet for bordenden af Herning Motocross i næsten 16 år og har dermed været formand for HeMs igennem en periode hvor der er sket utroligt meget. Altid med et smil på læben og med en personlighed der får dig til at føle dig velkommen. Tove Øllgård takker af.

For nyligt blev der sagt farvel til Tove og her sætter hun selv ord på afskeden:

Af hjertet tak for smukke ord, kærlige knus og flotte gaver.
Det er sjældent, jeg mister talens brug, men jeg blev meget rørt og overvældet i lørdags.
Især rørte det mig, at det var de menneskelige sider, I fremhævede.

Herning Motocross har været en fantastisk legeplads for mig i næsten 16 år, og her har jeg oplevet et usædvanligt fællesskab, en tolerance og hjælpsomhed, en arbejdsomhed og kompetencer, som jeg ikke anede eksisterede i et frivilligt foreningsliv.

Jeg kom fra en idrætsforening, hvor det fysiske arbejde var begrænset, så da vi i HeMs gav os til at bygge 20 m tunnel af 106 plader, der var så tunge, at de blev løftet med kran, bundet sammen med 2600 bolte og møtrikker i M20, da åbnede min verden sig fuldstændig i benovelse over, at almindelige mennesker kan udrette så meget. Siden er der bygget tidtagerhus, klubhus, flagposter, etableret Eye-Track og vandingsanlæg – og ikke at forglemme alle de timer, der er lagt i daglig drift og vedligehold med buskryddere, traktorer og alverdens værktøj.

Jeg lægger mig fladt ned i beundring og taknemlighed over alt det, I har lært mig.
Og det allerbedste er mentaliteten i HeMs.

Der er ikke så langt fra tanke til handling; får nogen en god ide, går I bare i gang, og finder man ud af undervejs, at det skal gøres anderledes, så gør man det.

Går en maskine i stykker, hjælper I hinanden.

På arbejdsdage ærgrer vi os aldrig over dem, der ikke er kommet. Vi glædes over dem, vi er, og har det skægt sammen.

Er der en konflikt, lytter vi til alle parter, analyserer, og ender som regel med at alle går videre med lidt større forståelse for hinanden.

Den livsglæde, rumlighed, begejstring og hjælpsomhed, som er i HeMs, er meget værdifuld. Pas godt på den.

Af hjertet tak.

Vi ses.
Mange knus og hilsener
Tove


Tak for din indsats Tove. Vi håber at vi stadigvæk ser dig på banerne.

ToveOlgaard.jpg