Kort efter styrtet stod det klart, at mit hoved havde fået et alvorligt slag. For at dæmpe hjernen kom jeg hurtigt på PTSD-medicin, medicin der ikke bare hjælper, men også tager noget med sig. Nogle dage har den fået mig til bare at have lyst til at lukke alt ned. Trække stikket. Sætte mig i et sort rum uden lyd, uden lys, uden krav. Andre dage har søvnen været næsten ikke-eksisterende. Kroppen udmattet, hjernen stadig på arbejde. For at få bare lidt hvile har jeg i perioder været pumpet med sovepiller, simpelthen for at kunne sove. Ikke fordi det var løsningen, men fordi det var nødvendigt.
Når hjernen får sådan en smask, kan den gå i konstant alarmberedskab. For mig føltes det som en forvokset myretue, hvor tanker, uro og sanseindtryk løb i alle retninger hele tiden. Medicinen var ikke for at slukke mig, men for at skabe nok ro til, at genoptræningen overhovedet kunne begynde.
Ud over hovedskaden har styrtet sat sine spor flere steder i kroppen. Jeg har været igennem tre operationer i munden og har fået 3 nye tænder. Mit højre øje kigger ikke længere helt lineært efter styrtet, hvilket har betydet, at jeg nu er endt med briller. Samtidig har jeg en håndledsskade i højre hånd, som ikke kan opereres eller “fikses”, noget jeg bare skal lære at leve med.
Sport har været en del af mit liv, siden jeg var syv år gammel. Jeg har levet som sportsmand det meste af mit liv. Jeg har altid haft et mål at træne hen imod, et formål og en struktur, der gav mening i hverdagen. Sporten var ikke bare noget jeg gjorde, det var en stor del af min identitet.
Efter styrtet har jeg været nødt til at indse, at jeg nok ikke kommer til at være sportsmand på højt plan længere. Når ens liv i så mange år har været bygget op omkring præstation, udvikling og fremgang, efterlader det et tomrum, når det pludselig forsvinder.
Jeg har skullet finde noget andet at stå op til. Noget andet at lægge mit fokus i. Men sandheden er, at der har været perioder, hvor energien og lysten bare ikke var der. Det eneste, jeg har kunnet tage mig sammen til, har været at tage i træningscenteret og løfte nogle vægte. Ikke for at konkurrere. Ikke for at bevise noget. Men fordi det var det sidste, der mindede om det liv, jeg kender.
Hvis jeg ikke havde haft det, føltes det ærligt talt, som om mit liv manglede indhold. Som om det hele bare handlede om at komme mig og om at være far. Og selvom det at være far betyder alt for mig, har det også været vigtigt at udrette noget. De sidste 200 dage har derfor handlet om meget mere end fysisk genoptræning. Det har handlet om smerter, tab, accept og tålmodighed
Jeg deler det her, fordi det er min virkelighed. Og fordi genoptræningen
sjældent er pæn eller lineær. Nogle gange handler det bare om at holde fast,
møde op – og tage én dag ad gangen.
peace out #21
