Crossnyt.dk logo

Mikkel Nyvang klar til comeback efter seks måneders pause

Efter seks måneder væk fra motocrossen er Mikkel Nyvang nu tilbage på crosseren. En skulderskade, der satte en brat stopper for sæsonforberedelserne i Italien, kostede både dyrebar tid og i en periode også lysten til at træne og køre motocross.

Året begyndte ellers med udfordringer allerede hjemme i Danmark.


– Jeg kørte ikke cross hele januar måned på grund af vejret herhjemme. Derfor tog jeg i februar til Italien for at køre og forberede mig til sæsonen, fortæller Mikkel Nyvang.


Men turen til Italien blev langt fra som planlagt. Nyvang nåede kun omkring 20 minutter på crosseren, før han styrtede og slog sin højre skulder.


Skaden omfattede blandt andet den indre ledlæbe og supraspinatussenen, og det krævede både tid, heling og genoptræning. Heldigvis lykkedes det denne gang at undgå en operation.


For Nyvang blev det endnu et hårdt slag, efter han tidligere også har haft alvorlige problemer med den anden skulder.


– Jeg mistede fuldstændig lysten til cross og træning det første lange stykke tid. Jeg er virkelig træt af at komme til skade – desværre lidt for tit. Især nu, hvor jeg både har ødelagt min højre skulder og også havde problemer med den venstre for nogle år siden.


Men nu er lysten tilbage.


Seks måneder efter styrtet har Mikkel Nyvang igen været på crosseren for første gang, og nu handler det om at bygge sig op igen.


– Nu, seks måneder senere, er jeg tilbage på crosseren. Jeg er klar igen til at give den max gas og gøre det, jeg elsker!


Målet er nu at blive helt klar til 2027-sæsonen, hvor Nyvang håber igen at kunne stille til start i både A-DM og det svenske MXSM.


Efter en lang periode med skader og genoptræning er fokus altså igen rettet mod fremtiden – og mod at komme tilbage på startbommen.


– Jeg håber på at blive klar til 2027-sæsonen og selvfølgelig komme ud at køre A-DM og MXSM igen.

Messenger_creation_D3348423-B13F-4B94-81DB-9F0A35A2F8E3.jpeg