Crossnyt.dk logo

Motocross-eliten kører finale i Næstved

DM serien for landets bedste motocross-kørere har igennem året været i Randers, Roskilde, Mors og Aalborg, men søndag d. 30. september er det Nisseringen ved Næstved der danner rammen for finalen. Det er hr de sidste point skal høstes og her champagnepropperne skal springe for dem der får laurbærkrans og medaljer om halsen. Den traditionsrige Næstved Motorklub er klar til værtsrollen, og håber tilmed på medaljer til egne kørere.

- Vi havde ikke nogen DM afdeling i den bedste række i 2017, så vi glæder os ekstra meget til løbet i år, og at det så tilmed er finalen vi skal afvikle, gør bare det hele endnu bedre, siger Peter Mastrup der er formand for MC-afdelingen i Næstved Motorklub.

Men udover, at det er godt for klubben at have finalen, så påpeger formanden også, at flere af klubbens kørere har mulighed for at hente medaljer. I MX1 klassen, som også har kælenavnet ”Kongeklassen” ligger klubbens Mathias Gryning i øjeblikke nr. 2, og meget skal gå galt, hvis ikke han skal køre den placering hjem. Anderledes tæt løb er der for klubkammeraten Benjamin Strate, som før finalen ligger nr. 4, men kun har 6 point op til 3. pladsen. Det hul tror formanden på, at Strate kan lukke.

- Benjamin Strate kender banen her i Næstved utroligt godt, og vi tror virkeligt på, at han kan hente de sidste point der er op til bronzemedaljen, så forhåbentlig kan vi få medaljer til både Mathias Gryning og Benjamin Strate. Det vil være en dejlig afslutning på dagen med to af vores egne MX1 kørere på podiet d. 30. september.

Men medaljedrømmene slutter ikke her, for også i MX2 klassen har Næstved Motorklub en kører placeret som nr. 4 før finalen. Det er Nikolaj Skovgaard Christensen, men for ham er der noget længere op til bronzemedaljen, som lige nu er i risiko for at skulle ryge over sundet til Sverige. DM motocross køres nemlig som et åbent mesterskab, og derfor er det også den danske ære som Nikolaj Skovgaard Christensen skal forsvare, når han skal hente 37 point på svenske Felix Nilsson.

- Vi krydser alt hvad vi kan, for at Skovgaard også kan få en DM medalje, men vi må nok også sande, at der skal lidt held i sprøjten hvis det skal lykkes. Uanset hvad, så ved vi at Skovgaard kæmper til det sidste, og i motorsport kan alt ske, siger Peter Mastrup.

Sammen med DM for de bedste kørere, bliver der også kørt en support klasse for U18 kørere, og her har Næstved Motorklub ligeledes stærke kort på hånden, i form af den unge Mikkel Nyvang. Mikkel Nyvang ligger meget sikkert nr. 2 i klassen, og selvom det har Været Rasmus Pedersen fra Kolding der har været hurtigst igennem hele året, så er der pludseligt opstået en guld-chance for Nyvang, da Rasmus har pådraget sig en skade.

- Mikkel Nyvang har virkeligt kørt godt igennem hele året, og han fortjener at få en medalje om halsen – uanset om den bliver af sølv eller guld. Selvfølgelig er det ikke et ønskescenarie at vinde over en skadet køre, men for at vinde i vores sport, skal man også fuldføre, så Nyvang skal selvfølgelig køre chancen fuldt ud, slutter Peter Mastrup.

For folk der har lyst til at opleve Danmarks bedste motocross-kørere på nærmeste hold, så køres DM finalen på Nisseringen, som er beliggende på Gambakkevej 14, Holmegaard, 4684 Naestved, og første MX2 heat køres kl. 12.00.

Flyers 20185_Næstved.jpg