Crossnyt.dk logo

Ready-to-race? Team Westside Racing melder klar til race

Et kig I kalenderen siger forår, langt om længe. Også vejr-guderne har nu endelig fundet ud af det. Et kig ud af vinduet afslører, at solen skinner og forårsblomsterne er på vej op af jorden. Inden længe falder bommen til første afdeling af DM-A. Endelig!

Medlemmerne i Team Westside Racing har været i gang længe. Teamchef Per Rasksen udtaler: ”Vi glæder os over at sæsonen langt om længe er ved at komme i gang. Efteråret og vinteren har været lang. De fleste af teamets medlemmer er netop kommet hjem fra en meget vellykket team-tur til Holland/Belgien, hvor de brugte en uge omkring påske på at træne og hygge sig. Teamet betalte indkvarteringen i Sunpark Kempense Meren for 40 deltagere. Andre af teamets kørere har brugt dele af vinteren i bl.a. Italien, for at træne og gøre klar til sæsonen. Nu glæder vi os bare til at få skudt det hele i gang.”

Til DM-A og supportklassen B125 vil teamet være repræsenteret ved:

  • MX1 – #334 Mathias Gryning
  • MX2 – #60 Frederik Højris
  • MX2 – #150 Marcus Vendelbo
  • MX2 – #250 Mathias Hansen
  • MX2 – #428 Andreas Hansen
  • MX2 – #475 Oliver Olsen
  • B125 – #168 Jonas Rasmussen
  • B125 – #383 William Sørensen
  • B125 – #561 Tobias Heideman
  • B125 – #569 Marcus Petersen
  • B125 – #581 Mads Vestergaard

Man kan møde Team Westside Racing og alle kørerne til DM-A, under teltene med teamets karakteristiske logo, den røde tyr.

Også i B-rækkerne, mini- og micro-rækkerne er der stor aktivitet i Team Westside Racing. Per Rasksen udtaler: ”Lige nu er der meget fokus på DM-A og kørerne her. Men for Team Westside Racing er micro-, mini- og B-kørerne mindst lige så vigtige. Vi oplever i øjeblikket stor tilgang af nye medlemmer i teamet, i sær fra micro-rækkerne. DM-A er naturligvis en vigtig udstillingsplads og mange får øjnene op for teamet her, men jeg fornemmer at den virkelige værdi i teamet er vores konstante fokus på det sociale element og at det er det, mange af de yngre kørere godt kan lide i teamet. Hos os er alle kørere lige velkomne og det er rigtigt dejligt at se hvordan ’stjernerne’ tager sig tid til at lære fra sig til alle de ’kommende stjerner’ og at alle hygger sig med alle – uanset niveau og status.”

Team Westside Racing glæder sig til sæsonen 2018 og ønsker alle i motocross-verdenen nogle gode race.

En stor tak til alle teamets sponsorer: SEAT Danmark, HS Truck ApS, VPD Bearbejdning ApS, BYG & DESIGN ApS, Nordland ATV ApS og Westside Racing.

Team Westside Racing er en selvstændig forening, der drives med sponsormidler. Teamet har egen bestyrelse, der vælges af teamets medlemmer. Teamets formål er at skabe et socialt netværk for medlemmerne i en individuel sport og samtidig kæmpe med om medaljerne i motocross-sporten. Forretningen Westside Racing v/Per Rasksen er teamets navnesponsor.

team westside.jpg