Crossnyt.dk logo

Slutter VM med blandede følelser

Mikkel Haarup har haft endnu en god sæson ved VM i motocross i MX2-klassen. Sidste afdeling blev kørt søndag, men levede desværre ikke op til danskerens forventninger.

Mikkel Haarup startede sæsonen rigtig godt med flere podiepladser og en placering i den samlede top-3. Desværre fulgte også maskinproblemer, styrt og sygdom, men det slog aldrig Mikkel ud af kurs.

 

I weekenden deltog han i årets sidste afdeling af VM i motocross i MX2-klassen, hvor han i ugerne op til både havde været plaget af influenza og corona.

 

Første heat var det tydeligt, at han stadig var mærket af sit overstået sygdomsforløb. Han kom derfor aldrig rigtig med i kampen forrest i feltet og endte med en 13. plads.

 

I andet heat levede håbet stadig for Mikkel Haarup for at holde fast i sin samlede sjetteplads ved VM. Desværre lavede han en fejl i midten af heatet og kom aldrig tilbage derfra.

 

Det betyder, at Mikkel Haarup slutter på en samlet syvendeplads ved årets VM i MX2. Selvom danskeren tydeligt var skuffet over dagen, så har han stadig forbedret sig markant siden sin VM-deltagelse i 2021.

 

Og sæsonstarten viste da også en Mikkel Haarup, der kunne have kæmpet med om VM-medaljerne, hvis ikke året også havde budt på en lang række udfordringer for danskeren.

 

- Jeg blev ramt af noget influenza ved afdelingen i Frankrig og i sidste uge havde jeg corona, så det har været et par hårde uger, men jeg er her og gjorde mit bedste i forhold til omstændighederne. Det er selvsagt irriterende, men vi har også haft en rigtig god sæson, og alt, vi har lært, bliver nyttigt til næste år, sagde Mikkel Haarup efter løbet søndag.

 

Find mere info og klip fra VM i motocross på Discovery+

 

Læs også porttrættet af Mikkel Haarup her om hans 2022-sæson