Crossnyt.dk logo

Stærk dansk kørsel i Lommel

Søndag viste de danske VM kørere virkelig stærk kørsel, og selvom det kunne være blevet til flere point, så var det godt at se den gode form fra danskerne.

I MXGP klassen fik Thomas Kjer Olsen en rigtig fornuftig start i første heat, og kørte sig tilmed nogle placeringer op, så han lå nr. 6 i størstedelen af heatet. Desværre smuttede Prado og Gejser forbi på de sidste omgange, men med en 8. plads i mål, fik TKO stadigvæk vist hvad han er i stand til. Desværre røg han med i noget start-tumult i andet heat, og med et styrt undervejs, er det ikke 18. pladsen i det heat han tager med videre. TKO blev samlet nr. 13 i et GP, hvor han specielt i første heat lykkedes med fantastisk kørsel. TKO ligger nu nr. 13 i MXGP VM stillingen.

I MX2 klassens første heat var Bastian Bøgh Damm noteret som nr. 8 på første omgang, hvorefter han fik kørt sig op som nr. 6. Der lå han til der var 5 omgange tilbage, hvor han desværre måtte en tur i jorden, og røg ned som nr. 12 der blev hans placering i mål. Mikkel Haarup var noteret som nr. 9 på første omgang og kørte op på 7. pladsen. Han var desværre også nede og vende som nr. 12, men fik kørt sig op på 9. pladsen i mål. Glen Meier lagde fra land omkring 18. pladsen, og fik derefter kørt sig imponerende op igennem feltet til en god 13. plads i mål.

I andet heat var Mikkel Haarup noteret som 13 på første omgang, Bastian Bøgh Damm som nr. 18 og Glen Meiersom nr. 22. Og mens Haarup kørte et rigtigt stabilt heat, hvor han blev nr. 14, så havde Bøgh Damm travlt og kørte sig imponerende op igennem feltet til en 13. plads. Glen Meier fik ligeledes kørt sig godt frem fra en 22. plads til en 17. plads i det heat.

Samlet blev Mikkel Haarup nr. 11, Bastian Bøgh Damm nr. 13 og Glen Meier nr. 15. I VM MX2 stillingen ligger Mikkel Haarup nu nr. 14, Bastian Bøgh Damm nr. 18 og Glen Meier nr. 24.

Det ser ud til at danskerne er ved at finde den helt rigtige form i det hårde VM felt, og næste GP i Letland d. 8. august kan godt blive rigtigt spændende set med danske øjne.

Romain Febvre vandt MXGP klassen foran Jeffrey Herlings og Pauls Jonass.
MX2 klassen vandt Jago Geerts foran Kay de Wolf og Maxime Renaux.