Crossnyt.dk logo

Thomas Kjer Olsen bevarer VM-føringen

I weekenden blev 3. afdeling af VM i Motocross kørt i Valkenswaard i Holland. Som den første dansker nogensinde skulle Thomas Kjer Olsen forsvare sin røde nummerplade, som symboliserer hans føring i VM-seriens MX2-klasse.

Danske Thomas Kjer Olsen fra Sønderborg Motor Club har haft en forrygende start på VM-sæsonen, og weekendens 3. VM-afdeling blev ingen undtagelse. Her sluttede Thomas nemlig på en samlet 2. plads på dagen ovenpå to udfordrende heat på Valkenswaards sandbane.

Det betyder, at Thomas bevarer sin føring i den samlede VM-stilling, og den røde nummerplade er dermed fortsat på danske hænder.   Den forsvarende verdensmester i MX2-klassen, Jorge Prado, var tilbage fra nogle dages sygdom, som holdt ham ude af 2. VM-afdeling i forrige weekend. I Valkenswaard viste spanieren imidlertid stor styrke, da han kørte først over målstregen i begge heat. Thomas Kjer Olsen kom ind som 2'er i første heat. Her blev han efterfulgt af tyske Henry Jacobi, som han også havde tætte kampe med i forrige weekend til 2. VM-afdeling. I andet heat blev Thomas passeret af belgiske Jago Geerts lige inden mål, og Thomas kom derfor ind som 3'er. Samlet gav det Thomas en 2. plads på dagen, med Jorge Prado på 1. pladsen og Jago Geerts på dagens samlede 3. plads.  

Thomas Kjer Olsen sagde om weekendens løb: "Jeg er godt tilfreds med min indsats. Jeg fik to gode starter i heatene, og det gjorde det lidt nemmere for mig, at jeg ikke skulle ligge og kæmpe mig op igennem hele feltet. Prado kørte rigtig godt, og jeg følte også selv, at jeg kørte godt og havde et godt flow - der manglede bare lige det sidste for at nå Prado."  

Man behøver heldigvis ikke vente længe på mere VM i Motocross - allerede næste weekend skal Thomas Kjer Olsen og de andre kørere i aktion igen, når 4. afdeling køres i Pietramurata i Italien.  

Der blev også kørt VM for damer i Valkenswaard i weekenden. Her kom danske Line Dam ind på en 11. plads i første heat og en flot 5. plads i andet heat, hvilket skaffede hende en samlet 7. plads på dagen. Den anden danske damekører, Sara Andersen, blev nr. 6 i første heat, men styrtede desværre i andet heat og kom ind som nr. 27, hvilket gav hende en samlet 14. plads.   I EMX125 blev danske Ramus Pedersen nr. 20 i første heat og nr. 9 i andet heat, hvilket betød en samlet 13. plads på dagen i Valkenswaard.   Se flere billeder og resultater på MXGP's hjemmeside.   

OLSEN-MOTOCROSS-GP-3-NL-2019.jpg