Crossnyt.dk logo

Thomas Kjer Olsen forsætter VM podie stimen

Søndag lykkedes det endnu en gang Thomas Kjer Olsen at køre sig på podiet i VM motocross serien, og denne weekend var det ved det spanske Grand Prix i Valencia. Dermed ligger den hurtige dansker forsat nr. 2 i kampen om verdensmesterskabet.

Thomas Kjer Olsen fik ikke den bedste start i dagens første heat, så han måtte for alvor have arbejdshandskerne på, og køre sig op igennem feltet fra en placering som nr. 12. Den opgave fuldførte han til gengæld som var han en maskine der ikke kunne blive træt, og det placerede ham lige bag ved de tre forreste i feltet. I de døende minutter af heatet fik han tilmed presset sig op som nr. 3 og tog den placering i mål.

I dagens andet heat var starten langt bedre for Thomas Kjer Olsen, og efter kort tids kamp med hjemmebanekøreren Jorge Prado kunne Thomas placere sig som nr. 2 og lægge pres på den forsvarende verdensmester Pauls Jonass, som havde lagt sig i front. Thomas havde helt klart mere fart i cyklen end Jonass og det lignede blot et spøgsmål om tid før han gik i front. Desværre endte det med, at Thomas lavede et mindre styrt og da han kom op igen var han nr. 5. Han hentede en enkelt placering tilbage inden heatet sluttede, og med heatplaceringer som nr. 3 og nr. 4 blev han samlet nr. 3 i det spanske VM Grand Prix.

Thomas Kjer Olsen har dermed været på podiet i samtlige af årets første tre VM Grand Prix afdelinger, men det var alligevel en lettere frustreret dansker der efterfølgende gav udtryk for, at det kunne være blevet til mere.

- Jeg prøvede at ligge press på Pauls Jonass og jeg følte at jeg havde farten hele weekenden. Jeg gjorde det lidt svært for mig selv med en skidt start i første heat, men fik endelig en god start i andet heat. Jeg er lidt skuffet over at vælte da jeg var i en god position, men jeg følte at min fart var rigtig god og min form er også rigtig god. Jeg kunne presse på helt til slutningen af heatet, så der er meget positivt at tage med videre til Italien, sagde Thomas Kjer Olsen efter sidste heat.

Der er nu en uges pause for VM motocross-kørerne inden årets fjerde VM afdeling køres Trentino, Italien den 8. april.

Top 3 VM Spanien:

1. Pauls Jonas, Letland KTM

2. Jorge Prado, Spanien, KTM

3. Thomas Kjer Olsen, Husqvarna

 

Top 3 VM MX2 stilling:

1. Pauls Jonas, Letland KTM, 150 point

2. Thomas Kjer Olsen, Husqvarna, 120 point

3. Jorge Prado, Spanien, KTM, 105 point

Foto: Husqvarna
PRM: DMU

tko custom1.jpg