Crossnyt.dk logo

Bjerregaard skifter til spændende samarbejde

Nichlas Bjerregaard har efter flere år på Yamaha valgt at skifte til Husqvarna og Engine & Suspension.

Aftalen med Engine & Suspension er på 2 år og er et skridt i den retning Engine & Suspension gerne vil med deres firma.

- Vores ambitioner er store og mange, men en ting ad gangen, så vi kan følge med og udvikle os hen ad vejen. Vi er blevet KYB forhandler med servicecenter, hvor vi er stolte af at kunne bidrage med, hvad vi mener er den affjedring, man skal købe, hvis man vil optimere sin affjedring. En absolut topkører var det næste vi manglede, og vi er rigtig glade og stolte over Nichlas vil være en del af det, vi står for.  Vi har stor respekt for Nichlas som sportsmand og som person og glæder os til at komme i gang med samarbejdet, så vi alle kan udvikle os sammen. Nichlas er en kanon gut, og han er god til de mindre kørere og et rigtig godt forbillede for mange af dem. Samtidig vil vi vise, hvad vi kan som team. Nichlas vil vinde DM igen, og det vil vi hjælpe ham med. Han skal køre på Husqvarna FC 450. Hele formålet med Engine & Suspension er at have det fedt på sin crossmaskine, og vi har det sjovt, når vi vinder, lyder det fra Engine & Suspension. 

Hvorfor skifte fra noget der virker 

- Jeg har jo været glad for at køre på Yamaha, men havde som mange andre også brug for at prøve noget andet. Da vi tog snakken, kunne jeg hurtigt mærke og se at arbejdet omkring Engine And Suspension er meget professionelt og ambitiøst, hvilket gør mig tryg i mit valg. Der vil altid være noget tilvænning, når man skifter mærke og aftalen på de 2 år fortæller jo også om et setup, der skal forsætte udviklingen sammen. Jeg skal genvinde DM i MX 1 klassen igen, men også prøve kræfter med hele ADAC serien, hvis og det håber jeg at DMU kigger den vej med løbskalenderen. Ikke kun for mig, men for mange andre kørere, for det er nogle fede løb, der giver en masse til os danskere. Jeg glæder mig til at komme ud at køre på Husqvarnaen og sæsonen 2023, fortæller Nichlas Bjerregaard.

Aftalen mellem Nichlas Bjerregaard og Engine & Suspension kan lade sig gøre grundet hjælp fra KYB Technical Touch, Alpinestars, Oakley, Denicol, SHOT Race Gear og SOS Racing Parts.