Crossnyt.dk logo

Danske kørere leverede flotte resultater i Teutschenthal

Der var både glæde og skuffelse for de danske kørere ved weekendens EM- og VM-afdeling i Teutschenthal, Tyskland.

I EMX250 leverede Mads Fredsøe weekendens helt store danske resultat, da han tog karrierens første heatsejr i EMX250-klassen. Danskeren tog føringen fra start i første heat og holdt den hele vejen til målflaget.

Andet heat blev desværre en helt anden historie. Problemer med forhjulet gjorde det svært at køre, og Mads måtte udgå af heatet. Det kostede en mulig podieplacering, og han sluttede weekenden som samlet nummer 8.

Efter løbet sagde Mads Fredsøe:

"Jeg fik starten i første heat og holdt føringen hele vejen til mål. Det var en fantastisk følelse og viser, hvad jeg kan, når tingene flasker sig. I andet heat havde jeg problemer med forhjulet, som låste op og bremsede, så jeg ikke kunne køre normalt og måtte udgå. Det er frustrerende, fordi podiet var inden for rækkevidde, men nu gælder det om at holde hovedet højt og se fremad."

Nicolai Skovbjerg fortsatte sin stærke sæson med en 5. plads i første heat og en 15. plads i andet heat. Det gav en samlet 9. plads på dagen, og danskeren holder samtidig fast i en flot 3. plads i EMX250-mesterskabet.

Efter løbet lagde Skovbjerg ikke skjul på sin skuffelse:

"Meget skuffet over weekenden! Lavede få men meget dyre fejl, nogen jeg heldigvis kun kan pege på mig selv for. Ser frem til næste weekend i Letland!"

I VM for kvinder (WMX) leverede Malou Jakobsen endnu en stærk weekend. Med en 5. plads i første heat og en 8. plads i andet heat sluttede KTM-køreren som samlet nummer 7 ved den tyske VM-afdeling.

Efter to afdelinger er Malou blot ét point fra VM-podiet og står noteret for 58 point på 4. pladsen i mesterskabet.

Malou var tilfreds med weekendens indsats, især set i lyset af de udfordringer hun kæmpede med:

"At ligge på en delt 3. plads i verdensmesterskabet efter to runder er en bedrift i sig selv for vores lille far-datter-team og alle de timer, vi lægger bag kulisserne. Denne weekend var en god en, når man tænker på, hvordan jeg havde det, og hvad jeg kæmpede med. Jeg har før kørt løb med brækkede knogler, men når hovedet ikke er 100 procent, er det en helt anden udfordring.

Jeg endte med en 5. og en 8. plads og blev samlet nummer 7, efter at have kastet op på startstregen inden andet heat. Jeg valgte alligevel at køre og gav alt, hvad jeg havde. Jeg ved, at podiet er inden for rækkevidde, og jeg ved, at den dag kommer. Indtil videre handler det om at hvile, komme sig og fortsætte arbejdet. Tak til alle, der støtter os på rejsen."

Øvrige danske WMX-resultater: • Laura Raunkjær blev samlet nummer 22

• Barbara Aagaard Andersen blev samlet nummer 25

• Anna Legaard blev samlet nummer 29

Næste afdeling for både EMX250 og WMX køres allerede næste weekend i Letland, hvor de danske kørere igen skal i aktion.

20260601_063849.jpg