Crossnyt.dk logo

Frederik Stampe sluttede stærkt af i Næstved

Søndag blev sidste afdeling af dette års A-DM kørt på den udfordrende og velpræparerede bane i Næstved, og her markerede Frederik Stampe sig med en flot indsats i sin første sæson på 250F.

Efter en P9 i kvalifikationen var uheldet ude allerede i første sving, da en kører styrtede foran ham. Det betød hårdt arbejde fra bunden af feltet, men Stampe fik kæmpet sig flot op gennem rækkerne.

I første heat blev starten heller ikke optimal, da han kom afsted som en af de sidste. Med god fart og stabilt kørsel lykkedes det dog at køre sig frem til en 6. plads.
I andet heat kom han langt bedre fra start og lå undervejs helt oppe som nummer 2. Til sidst faldt han tilbage som 4’er – en placering han holdt sikkert til mål.

Samlet set gav det en 5. plads på dagen og en 4. plads i mesterskabet – blot to point fra top 3.

Dermed slutter Frederik Stampe sin første 250F-sæson som nr. 4 i A-DM og som den klart yngste kører i top 10.

– “Jeg er virkelig stolt over at ende som nummer 4 i mit første år på 250F. Det har været en hård men lærerig sæson, og jeg føler mig som en stærkere kører end nogensinde før,” fortæller han.

Næste år byder på nye udfordringer. Familien Stampe flytter til Australien, men motocrossen kommer ikke til at blive lagt på hylden – et par crossere ryger nemlig med i containeren.

– “Jeg er ikke færdig med at køre cross. Hvis nogen kender til gode kontakter eller klubber i Melbourne-området, hører jeg meget gerne fra jer,” siger han med et smil.

Til sidst sender Stampe en stor tak til sit team og sponsorer:

Wozniak MX Racing Team, KMS – Kukkonen MX Service og Emil Larsen har spillet en afgørende rolle i udviklingen.

– “Uden dem havde jeg ikke stået, hvor jeg står i dag. Og en kæmpe tak til alle, der har hjulpet og støttet undervejs.”

 

550180687_1390924633033688_7541942849270232047_n.jpg