Crossnyt.dk logo

Haarup fastholder sjettepladsen ved VM

Mikkel Haarup havde udfordringer ved VM i motocross i weekenden i kampen om de vigtige point i stillingen. Danskeren fastholder dog sin samlede sjetteplads i MX2-klassen.

Mikkel Haarup havde forventningerne oppe efter en god kvalifikation, og det så også lovende ud i første heat, hvor han kæmpede om en top-5 placering. Det blev også til en placering som nummer fire i heatet med udsigt til en top-3 placering. Desværre blev Mikkel skubbet ud i banen i sidste omgang, hvor han styrtede og kun kunne nå at hente en ottendeplads.

 

Andet heat var Mikkel klar på at tage revanche og skød afsted fra start, hvor han lagde sig i top-3. Men endnu engang blev danskeren ramt af uheld, hvor han styrtede kort efter den gode start og måtte kæmpe sig op igen fra en tiendeplads. Det lykkedes Mikkel at nå en placering som nummer syv, indtil han kørte sammen med en anden kører og sluttede heatet på 11. pladsen.

 

Mikkel fik dermed en samlet niendeplads på dagen og fastholder sin sjetteplads i den samlede VM-stilling med 24 point op til top-5 og to VM-afdelinger tilbage.

 

- Det var en hård dag, men jeg gav den alt, jeg havde. I første heat kørte jeg solidt og kæmpede mig op på fjerdepladsen, men der kom en omgangskører i vejen på sidste omgang. Da jeg forsøgte at kører udenom ham, trak han ud og tog mig med ned. Jeg tror ikke, at han så mig, og sådan er det bare i sporten.

 

- Jeg kom tilbage fra et styrt og på en syvendeplads i andet heat med god fart på hele banen, men Geerts tog mig med ned ret hårdt; på det her tidspunkt havde jeg opbrugt mine kræfter og måtte nøjes med 11. pladsen. Det var en hård dag, men jeg er klar til løbet i Frankrig næste weekend, udtalte Mikkel Haarup efter løbet.


Næste VM-afdeling køres d. 21. august i Frankrig og kan ses live på Discovery+ gratis