Lige nu er der 25 kørere tilmeldt i MX1 klassen, 36 i MX2
klassen og kun 12 i Dame klassen. Det er jo på ingen måde katastrofalt i MX2,
men selvom der nok kommer et par stykker mere i de andre klasser, så er det en
mager omgang, både som publikum og deltager.
Et SK medlem skriver på facebook, at det er for ringe. Ja,
det er det, men ikke fra kørernes side. Pilen peger 100% tilbage på
organiseringen.
En af de åbenlyse ting at tage fat på, er antallet af
afdelinger. I år er det sat ned fra 7 til 6 afdelinger, men det er der
tydeligvis stadigvæk ikke deltagere nok til. Der er max kørere til 5 afdelinger
og måske skal det endda kun være 4 afdelinger. Færre afdelinger har flere
fordele. Der falder knap så mange kørere fra til sidst. Økonomien i de enkelte
afdelinger, og det samlede mesterskab, bliver bedre. Det bliver nemmere at lave
”hype” omkring 4-5 afdelinger. Det bliver nemmere at lave TV mm. fra færre
afdelinger. Det bliver nemmere at lave sponsorpleje ud fra færre afdelinger. Og
det bliver nemmere at styre kalenderen uden om f.eks. ADAC og EM.
En anden ting er økonomien. Præmiepenge er en rar ting for
dem der får pengene, men hvad det helt præcist gavner mesterskabet, er meget
svært at få øje på. Pengene går til top 10 i Superfinalen og strækker sig fra
3.000 og ned til 200 Kroner. For de fleste af dem der får dem, er det
ubetydelige småbeløb, men den samlede sum kunne være brugt lagt bedre. 57.000
Kroner er udgiften og de penge kunne være brugt langt bedre på markedsføring, TV,
”hype”, en person der arbejdede på at styrke mesterskabet eller alt muligt
andet.
Desuden tager man lige nu et højt deltagergebyr, som ikke står mål med den vare
en kører får (specielt ikke efteranmeldelse). Leverer man TV dækning eller
andet som kørere/teams kan bruge i deres sponsor pleje, så er det også ok at
deltagergebyret står mål med det, men ellers ikke.
Og når det så i princippet er alle dem der ikke kommer i top 10 i Superfinalen,
som betaler præmiepenge til de forreste, så gavner det ikke mesterskabet som
helhed.
Support klassen kan kun være Junior 125 eller B85. De to
klasser er de eneste der kan skabe spænding for publikum og alle andre klasser
har gang på gang vist sig, ikke at være de rigtige til DM A publikummet. Der er
mange der har interesser i andre klasser og de skal ikke glemmes, men der skal
bare laves noget andet for dem. Junior 125 og B85 hænger også langt bedre
sammen for de teams der har kørere med til DM A. Og ja, en Junior 125 kører må
deltage i MX2, men det er der bare ikke ret mange der gør.
Hvis man mener seriøst, at man vil have et event ud af vores
bedste mesterskab, så er man nød til at gå 100% ind på opgaven og det er bare
hårdt arbejde, præcis lige som der ligger hårdt arbejde bag alle andre store
events.
I processen på at gøre mesterskabet attraktivt handler det
ikke om at svine hverken kørere eller DMU til, det er bare vigtigt at spille
hinanden bedre og forstå at det ikke er en opgave der klares med venstre hånd.