Crossnyt.dk logo

Jonas Stub: Afdeling 5 af A-DM gav blandede oplevelser

5. afdeling af A-DM blev ikke helt Jonas Stubs dag. I kvalheatet var han ellers tæt på at tage starten, men en kollision med en anden kører sendte ham i jorden. Det betød en hård kamp fra sidstepladsen som nr. 44, hvor han alligevel fik kørt sig flot op til en 13. plads.

I både første og andet heat fik Jonas desværre dårlige starter, hvilket gjorde det svært at blande sig helt i toppen. Han kørte sig dog til en 7. plads i første heat og en 9. plads i andet, hvilket samlet gav ham en 8. plads på dagen. I det samlede mesterskab slutter han som nr. 7.

– “Min sæson i år har ikke været som forventet på grund af uheld og skader. Efter mit styrt til første afdeling af DM var jeg faktisk tæt på slet ikke at ville sidde på crosseren igen. At jeg alligevel slutter som samlet 7’er, er jeg rigtig tilfreds med. Det kan jeg takke min træner Mathias Gryning for – han har hjulpet mig igennem og troet på mig, og det er jeg dybt taknemmelig for,” fortæller Jonas.

Også i det svenske mesterskab har Jonas haft både op- og nedture, men han sluttede sidste afdeling med årets bedste resultat og endda en holeshot – en perfekt afslutning på den del af sæsonen.

Afslutningsvis sender Jonas en stor tak til Kaduuz MX Store, sine forældre og alle sponsorer, der har bakket ham op gennem året.

554443710_4271480319846740_5178507097971433595_n.jpg