Crossnyt.dk logo

MIKKEL HAARUP SKAL KØRE AMA 450 PRO MOTOCROSS-SERIEN I 2026

Efter en positiv første sæson i AMA Pro Motocross bliver Triumph Factory Racings Mikkel Haarup i USA i 2026 og rykker op for at køre TF 450-X i 450-klassen. Den danske kører har underskrevet en aftale, der forlænger hans kontrakt med Triumph i yderligere to år, med henblik på at vende tilbage til FIM MXGP Motocross Verdensmesterskabet i 2027.

MIKKEL HAARUP SKAL KØRE AMA 450 PRO MOTOCROSS-SERIEN I 2026I 2023 sluttede Mikkel sig til Triumph for at udvikle TF 250-X’en med henblik på 2024 FIM MX2 Verdensmesterskabet. Hans evne til at skabe en konkurrencedygtig racer blev straks understreget i sæsonens første afdeling, hvor han sluttede som samlet nummer tre på podiet. Haarup stod herefter på podiet flere gange i løbet af året og endte samlet som nummer fem i mesterskabet.

I 2025 bosatte Mikkel sig på Triumphs topmoderne træningsfacilitet i Georgia, USA, som testrytter for at udvikle TF 450’en til dens racer-debut i 2026. Men op til 2025 Pro Motocross-sæsonen fik Haarup mulighed for igen at komme bag startbommen og deltage i serien i 250-klassen – en oplevelse, han virkelig nød. Den 24-årige tilpassede sig hurtigt de nye baner og løbskalenderen og sluttede sæsonen som en flot nummer seks i mesterskabet, selvom han missede de to sidste afdelinger på grund af et brækket kraveben.

Da både Triumph og Mikkel deler ambitionen om at køre 450 næste sæson, vil deltagelsen i 2026 Pro Motocross-serien give en perfekt mulighed for at konkurrere og teste TF 450-X’en i USA som forberedelse til hans tilbagevenden til FIM Motocross Verdensmesterskabet i 2027. Erfaringerne vil ikke blot hjælpe Haarup med at forberede sig til sin og Triumphs debut i MXGP-klassen, men også bidrage til at finpudse Triumphs fremtidige produktionsmodeller.

Mikkel Haarup – Triumph Factory Racing:

”Efter to år på Triumphs 250’er glæder jeg mig virkelig til næste kapitel i min karriere. At køre 450 har været noget, jeg har set frem til i lang tid, og jeg kan ikke vente med at tage det næste skridt. Jeg har kørt på 450’eren i et stykke tid nu, og det går rigtig godt. Jeg er meget taknemmelig over for Triumph for denne mulighed og for at tro på mig. Jeg glæder mig til at komme ud og vise, hvad motorcyklen kan – og til mit andet år i AMA Pro Motocross-serien.”

Jeremy Coker – General Manager, Triumph Racing America:

”Efter Mikkels gennembrud på 250’eren sidste sommer er vi ovenud begejstrede for, at han bliver i USA for at køre vores 450 i Pro Motocross-serien. Hans udvikling og raceteknik har været imponerende i år og viser, at han er klar til at tage skridtet op i kongeklassen. Det er enormt spændende for os alle. I de kommende måneder fortsætter vi forberedelserne til hans 450-debut, og med hans fulde fokus på udendørssæsonen bliver det uvurderligt for vores program. Vi glæder os til at se, hvad han kan udrette på den større maskine og kan næsten ikke vente med at komme i gang med næste sæson.”

Ian Kimber – Head of Global Racing Programmes, Triumph Motorcycles:

”Vi er virkelig glade for at kunne forlænge Mikkels kontrakt til 2027. Hans præstationer i år har været fantastiske – især når man tænker på, at han har flyttet til et nyt land og skullet tilpasse sig en helt anden løbsstruktur. Det var et stort skridt for Mikkel, og han greb chancen med begge hænder. Han har vist, at han kan konkurrere mod nogle af verdens bedste kørere – både i MX2 og i 250 Pro Motocross-serien – og han har hurtigt formået at tilpasse sig de anderledes baner og den amerikanske kørestil. Med det in mente, og i takt med udviklingen af vores 450-program, vil Mikkel fortsætte arbejdet med udviklingen af 450’eren i USA hen over vinteren som forberedelse til Pro Motocross-sæsonen, og derefter igen stå bag startbommen i USA. Hans dedikation og arbejdsindsats gør ham helt sikkert til en kandidat i toppen, og det bliver uden tvivl spændende for fansene at følge. Vi ser meget frem til dette næste skridt for Triumph og TF 450-X.”

20251029_180427.jpg