Crossnyt.dk logo

Sølv skulle køres hjem med et brækket kraveben

En 14. plads var nok for Jakob Frandsen til at få sølv til DM B, men 14. pladsen skulle køres i mål med et brækket kraveben i første heat.

Jakob fortæller:

- Til den sidste afdeling af DM i Aalborg lå jeg nr. 2 i den samlede stilling og havde et godt forspring ned til nr. 3 og en del point op til nr. 1. Jeg skulle bare op og køre noget fedt race, fortæller Jakob.

- I tidskvalen får jeg hurtigt sat en god tid som nr. 2, hvilket jeg var tilfreds med. I første heat får jeg en okay start som nummer 3 og får hurtigt kørt mig op som nummer 2 og holder den i nogle omgange, men mister en placering. Ca midt i heatet laver jeg et stort styrt, hvor jeg vælter og kan mærke, der er noget galt med mit højre kraveben. Jeg kommer hurtigt op igen og får kørt videre, for jeg skal stadig have nogle point for at få 2. pladsen samlet. Jeg forsøger at køre så hurtigt, jeg kan med den smerte, jeg har og springer hoppende og kommer i mål på en 14. plads, hvilket gav mig nok point til den samlede 2. plads.

- Jeg kommer efter 1. heat på skadestuen og her siger de, at jeg har brækket kravebenet. Så det blev til en samlet anden plads i det danske mesterskab, fortæller Jakob, der har haft en god sæson.

- Det har været et godt år for mig, og jeg er meget tilfreds med hele sæsonen, hvor jeg har fået lavet nogle gode heats og resultater blandt andet nr. 12 i et heat i Lommel til EM og nr. 25 samlet til i VM i Finland, Så jeg glæder mig til næste år, hvor jeg gerne vil køre så mange EM afdelinger som muligt, og så vil jeg også deltage i ADAC og DM. Det er planerne ind til videre, slutter Jakob Frandsen.