Crossnyt.dk logo

Solid dansk indsats ved VM i motocross

Thomas Kjer Olsen har haft en svingende opstart ved VM i sin debut i MXGP-klassen. Sjette afdeling blev kørt søndag i Belgien, hvor danskeren trods udfordringer leverede solide resultater.

Thomas har længe været udfordret af en dårlig placering ved startbommen, hvilket ændrede sig ved weekendens afdeling, hvor han startede som nummer 12. Derfra kunne han følge med i toppen af det stærke felt gennem første heat, hvor han længe lå på sjettepladsen og endte på ottendepladsen.

 

Andet heat startede desværre uheldigt for Thomas Kjer Olsen med et styrt, hvorefter han skulle kæmpe sig tilbage gennem feltet. Det lykkedes til dels for danskeren, der endte som nummer 18, og som nu ligger på en 13. plads i den samledes VM-stilling.

 

- Min kørsel i dag var rigtig god og nok også det bedste, jeg har følt gennem hele året, særligt i første heat. Jeg viste, hvad jeg kan, og med en god start kan jeg være med i toppen. Jeg skal bare sætte mig selv i bedre positioner i hvert løb. I andet heat var der et styrt lige foran mig og jeg kunne ikke undvige. Så styrtede jeg en anden gang, så det var et vanskeligt heat, men jeg færdiggjorde det og fik et par point. Jeg ser frem til løbet i Letland næste weekend. Det er en af mine favoritbaner, så jeg vil arbejde på mine starter i denne uge med målet om at være med i front i begge heat, fortæller Thomas Kjer Olsen.